Danmarks Rejsebureau Forening, vil i denne sammenhæng gerne gøre opmærksom på, at der på nuværende tidspunkt i EU er væsentlige forskelle, i de lovmæssige rammer hvorunder pakkerejsearrangører opererer som følge af den differentierede implementering af pakkerejsedirektiv 90/314. Disse forskelle medfører et væsentligt konkurrencemæssigt spænd, såfremt Danmark sammenlignes med de nyere medlemmer af EU, såvel som vore sydlige naboer.

Derfor er det også ud fra et økonomisk og konkurrencemæssigt branche-synspunkt, ligeledes ganske velkomment og hensigtsmæssigt med en fuld harmonisering af forbrugerrettigheder i Europa. Det skal dertil bemærkes, at Danmarks Rejsebureau Forening finder det nødvendigt, at Direktivets fulde harmonisering opretholdes, da en anden implementering ikke vil opfylde det tvingende behov fra såvel forbrugere som erhvervsdrivende for ensartet beskyttelse og regulering på det indre marked.

Denne ensartethed vil medføre, at danske forbrugere vil kunne foretage køb af varer og tjenesteydelser i andre EU medlemsstater, med en langt større sikkerhed end på nuværende tidspunkt. Det kan med rimelighed forudsiges, at sikkerheden for forbrugeren vil skabe øget konkurrence, da forbrugerne vil kunne sammenligne priser og ydelser på et væsentligt større marked, uden at denne skal risikere at indgå i aftaleforhold med differentierede beskyttelsesniveauer. Øget konkurrence på et juridisk veldefineret marked, vil efter Danmarks Rejsebureauforenings opfattelse enten føre til bedre ydelser, eller lavere priser, konsekvenser, der begge er til fordel for forbrugeren.

Begrebet ’forbruger’

I henhold til direktivets definition af en forbruger, vil Danmarks Rejsebureau Forening gerne give vores uforbeholdne støtte til dette. Direktivets definition af en forbruger, har en klar afgrænsning i forhold til den nuværende og meget vide definition. Direktivets definition er derfor væsentlig mere fornuftig, end den i Danmark benyttede definition, der medfører, at alle rejsende mere eller mindre er at betragte som forbrugere uanset, at disse foretager rejsen i forbindelse med deres erhverv.

Mellemmands bestemmelser v/ enkeltstående ydelser

I præamblens (20) benævnes vigtigheden af, at forbrugeren ved hvem dennes direkte part i aftalen er. Danmarks Rejsebureau Forening vil gerne udtrykke vore meget klare støtte til, at denne problematik, som nævnt i Artikel 2, pkt. 19, uddybes, så det står forbrugeren klart, at tjenesteydelsen leveres af en anden end den, der formidler den. Mellemmandsproblematikken som beskrevet nedenfor, er selvfølgelig kun gældende for enkeltstående ydelser, her særligt lufttransport, og ikke køb af tjenesteydelser, som vil være omfattet af Lov om Pakkerejser.

Grundende til at Danmarks Rejsebureau Forening finder netop denne problematik for værende af fundamental betydning for branchens medlemmer er, at rejsebureauer ofte formidler enkeltydelser på vegne af andre leverandører. Det være sig transportydelser formidlet for luftfartsselskaber, biludlejningsselskaber og lignende eller indkvarteringsydelser på vegne af hoteller. I denne sammenhæng leverer rejsebureauet ikke transporten, eller de andre enkeltstående ydelser, men derimod alene en serviceydelse bestående i, at finde den for kunden bedst passende ydelse – fx ved lufttransport for hvad angår tidspunkter, destination og rejsetid, ved at søge hos samtlige flyselskaber i de Globale Distributions Systemer, og ikke blot hos enkelte flyselskaber og disses alliancepartnere.

Gennem denne søgning begrænses kundernes muligheder ikke af enkelte transportørers udbud, men rejsearrangøren tilbyder kunden et gennemsigtigt og retvisende billede af priser, tidspunkter og destinationsmuligheder, som er tilgængelige på markedet. Det øjeblik forbrugeren booker billetten er alle fremtidige hændelser, der kan henføres til den korrekte opfyldelse af transportaftalen uden for bureauets kontrol, da det alene er det valgte luftfartsselskab der har indflydelse på den faktiske udførelse af transporten, forsinkelser eller tilskadekomst af passager eller dennes bagage.

Da det netop er luftfartsselskabet, som alene kan foretage dispositioner vedrørende transportens udførelse, og alene er ansvarssubjekter ifølge internationale konventioner, er det af yderste vigtighed, at forbrugeren stiller eventuelle krav overfor disse i forbindelse med transporten. En klar fremstilling af hvem den kontraherende og ansvarspligtige part er, vil hjælpe forbrugeren ved eventuelle mangler, og samtidigt bidrage til opfyldelsen af Forordning 261/2004’s formål, efter hvilken det er passageren, og ikke et eventuelt rejsebureau, der kan støtte ret derpå.

Fortrydelsesret v/ Fjernsalg og salg uden fast forretningssted.

Direktivet i nuværende form, opholder status quo i forhold til Forbrugeraftalelovens § 9 og 17, men alligevel vil Danmarks Rejsebureau Forening gerne understrege den strenge nødvendighed for, at artikel 20 pkt. 3 opretholdes i dennes nuværende form, så artiklerne 8-19 ikke vil finde anvendelse på salg af transportydelser, pakkerejser, eller dennes delelementer.

Det er her i særlighed fortrydelsesretten på de 14 dage, der - uanset rejsebureauets eventuelle forpligtigelser overfor tredjemand eller øvrige normaltabsbetragtninger - vil resultere i en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde for de rejsebureauer, der producerer tjenesteydelsesaftaler i form af pakkerejser til en forbruger. I ovenstående er naturligvis forudsat, at den nuværende retstilstand, hvor der ikke er fortrydelsesret ved køb på et fast forretningssted ligeledes opretholdes.

Det er almindelig praksis, at et bureau der indgår en tjenesteydelsesaftale med en forbruger, allerede ved dennes bestilling skal foretage ikke ubetydelige betalinger til underleverandører, herunder luftfartsselskaber, hoteller eller andre arrangører. Oftest er underleverandørernes ydelser behæftet med en række restriktive krav som fx at ydelsen ikke kan refunderes – uanset om forbrugeren køber disse gennem et rejsebureau eller direkte hos leverandøren.

En 14 dages ’fri’ fortrydelsesret, vil derfor medføre, at rejsebureauer i tilfælde af forbrugerens aktivering af den ’fri’ fortrydelsesret ikke vil være i stand til, at inddrive de omkostninger, der til dels har været i forbindelse med det ikke ubetydelige arbejde, der ligger i, at sammensætte selve produktet, og på baggrund af ovenstående slet ikke i forbindelse med økonomiske hæftelser overfor tredjemand.

Det er på denne baggrund evident, at de nuværende undtagelser til fortrydelsesretten fastholdes.

Endelig skal det nævnes, at forbrugeren allerede er sikret en ret til afbestilling ifølge Lov om Pakkerejser kapitel 4, § 9. Denne ret er hjemlet således, at skyldes afbestillingen udefrakommende omstændigheder som beskrevet og afgrænset i § 9. Stk. 3. der medfører, at skulle Udenrigsministeriet eller en anden objektiv instans fraråde rejser til den specifikke destination (lokalitet), vil afbestillingen være vederlagsfri for forbrugeren. Dertil findes Lov om Pakkerejsers informationspligt for hvad angår yderligere forsikring i § 11, og mulighederne for at tegne en sådan, vil afbestilling, der normalt ikke ville være vederlagsfri, blive en forsikringsbegivenhed.

Afsluttende bemærkninger.

Afslutningsvist vil Danmarks Rejsebureau Forening udtrykke vores støtte til, at der ligeledes arbejdes på en fuld harmonisering, hvad angår den kommende revision af Rådets Direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser. Da den danske Lov om Pakkerejser ikke dækker køb foretaget i udlandet af danske forbrugere, nægtes forbrugeren samme høje beskyttelsesniveau og mange gange uden forbrugerens viden om dette. Ligeledes er dette også et konkurrencemæssigt problem, da udgifter og administrative byrder i forbindelse med overholdelsen af Lov om Pakkerejser, er væsentligt mindre grundet det lavere forbrugerbeskyttelsesniveau i mange andre EU medlemsstater.

Betragtes begrebet ’tjenesteydelse’ på EU niveau, er reguleringen så forskellig, at der fra et højt niveau af forbrugerbeskyttelse i Danmark findes områder, hvorpå forbrugerbeskyttelse i forbindelse med køb af tjenesteydelser tilnærmelsesvis er illusorisk. Selvom en eventuel fuld harmonisering vil kunne påvirke forbrugerbeskyttelsen negativt i Danmark, findes en sådan ændring at være af en ikke væsentlig karakter. Derimod vil det betyde et løft hos mange andre medlemsstater, samt fremme handel over grænserne, hvor alle forbrugere i EU vil kunne nyde godt af et ensartet beskyttelsesniveau.

På det erhvervsmæssige plan, vil en uniformering af forbrugernes rettigheder ved køb af tjenesteydelser, medføre et lige konkurrenceniveau, mindre national protektionisme og ikke mindst bidrage til opfyldelsen af artikel 49 EF formål.

Slutteligt, vil vi hos Danmarks Rejsebureau Forening igen gerne takke for muligheden til at kommentere på forslaget Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv om Forbrugerrettigheder. Vi håber selvfølgelig at vore kommentarer vil blive taget til overvejelser, og står med glæde til rådighed for uddybende spørgsmål.

Med venlig hilsen

Danmarks Rejsebureau Forening

Nils Hornemann                                                                Jakob Hahn

Juridisk Konsulent                                                            Afdelingschef